Akademisk ridekunst kan spores tilbage til renæssancen, hvor teori og praksis blev forenet. Det skete på et tidspunkt, hvor man følte sig forbundet med det klassiske Grækenland og derfor genopdagede Xenophons skrifter. I den spanske by Napoli, som i dag er en del af Italien, grundlagde Frederico Grisone det første rideakademi i 1532. Her opstod en hesterace (den spanske hest), som betød, at en lignende ridekunst kunne udvikles. En ny kunst blomstrede op, nemlig at lære at ride. Det betød, at rideakademierne skød op som paddehatte i skovbunden. Det samme var tilfældet med litteraturen om ridning. Så længe fyrsterne selv kæmpede i forreste række på hesteryg, på slagmarken, havde målet en meget praktisk karakter. Det var simpelthen et spørgsmål om overlevelse, så våbenøvelserne blev prioriteret højere end dressuren, som kun var tænkt som et grundlag. Men samtidig var dårlig ridning en naturlig årsag til, at man ikke valgte at blive optaget på akademierne. På akademierne lærte man ikke kun kunsten at ride, men de studerende lærte også filosofi, fægtning, lanse, latin og mange kunstfag. Derfor udviklede mange rideakademier sig til universiteter, der samtidig bidrog til udviklingen af det europæiske samfund. Da fyrsterne i stigende grad trak sig tilbage fra slagmarken, mistede våbenkapløbet sin betydning. Dette var begyndelsen på den egentlige "fritidsridning", hvor ridningen oplevede sin højeste perfektion og kun blev praktiseret for selve kunstens skyld. Det var på Guérinières tid.
Kavaleriskolerne begyndte at uddanne rekrutter i stedet for professionelle soldater. Man havde ikke længere brug for de samme gamle rideteknikker. Derfor var caprioles og terre á terre uden for rækkevidde, ligesom nærkampe mand mod mand på hesteryg. På den måde opstod en anden form for ridning, og det samme gjorde efterspørgslen på kampheste. Konflikten lå hos officererne. Begge skulle ride i forvejen for tropperne og samtidig også overleve nærkampe ved hjælp af kombineret ridning. Det var således officererne, der videreførte den europæiske rytterkunst. En af de fremmeste formidlere af denne skole var Steinbrecht, som formulerede den moderne ridning, hvor man gymnastiserer, mens man rider frem, som grundlag for senere samlinger. Da det polske kavaleri under Anden Verdenskrig red frem mod det tyske panserangreb, døde officersridningens æra. Hesten som kampmiddel syntes at være slidt op.
(Klassisk Ridekunst, Bent Branderup, Gyldendal 2000).
